17. august 2026
17. august 2026
Det gik ikke stille for sig, da Børsens byggeplads dannede rammerne for en fortjent hyldest af de gode folk fra Hovedstadens Beredskab og Den Kongelige Livgarde, som under den tragiske brand, der hærgede Børsen den 16. april 2024, ydede en helt fantastisk indsats.
Blandt andet var der taler ved Lisbeth Bech-Nielsen, minister for samfundssikkerhed og beredskab, Københavns overborgmester Sisse Marie Welling, Jakob Vedsted Andersen, direktør i Hovedstadens Beredskab, Dansk Erhvervs formand Jens Mathiesen og Dansk Erhvervs adm. direktør Brian Mikkelsen.
Brian Mikkelsen takkede stort og inderligt for, at Danmark ikke stod op til den totale katastrofe dagen efter branden.
”Knapt halvdelen af Børsen var reddet. Næsten al kulturarven var blevet båret ud. Og vigtigst af alt: Ingen var kommet til skade. Og jeg og hele Danmark er evigt taknemmelige for: At da vi i Dansk Erhverv måtte lægge en stor del af vores skæbne i hænderne på nogle, vi aldrig før havde mødt, at det så var netop jer, der mødte op,” lød det fra en tydeligt rørt Brian Mikkelsen.
Jens Mathiesen fortalte, at Dansk Erhvervs bestyrelse længe har ønsket at holde et arrangement som det, der blev holdt mandag den 17. august. Fordi så kunne Børsens helte se, hvor langt genopførelsen er nået, og der kunne blive sagt et ordentligt tak for den flotte indsats. Desuden havde Jens Mathiesen også en gave med til alle stationer og kaserner: Et stykke af Børsens gamle kobbertag fra 1883, som er blevet sat i ramme til tak og minde for bedriften.
Lige så populært som taksigelserne og talerne var de efterfølgende rundvisninger på Børsens byggeplads. Af pladshensyn blev rundvisningerne delt i grupper bestående af 25 personer. Deltagerne udtrykte stor begejstring over, hvor langt arbejdet med at genopføre Børsbygningen er. Besøgscenteret om børsbranden, Børsens historie og Børsens genopbygning var et særdeles populært punkt på rundvisningen.