Kongens vision for København

Christian 4's vision var, at Danmarks hovedstad skulle være større og mere imponerende – og ikke mindst bedre beskyttet mod rigets fjender. Han fik derfor igangsat en række byudviklingsprojekter, herunder et nyt befæstningsanlæg rundt om København og nye kvarterer anlagt efter tidens mest moderne tanker om byplanlægning med lange, lige gader, der krydsede hinanden i rette vinkler samt store, markante bygningsværker, som i dag bliver regnet for at være hovedværker i dansk arkitekturhistorie.

I løbet af 1600-tallet blev København rigets største by og centrum for en stærk kongemagt, og fra 1660 for enevælden. Den forvandlede sig fra at være en lille by til at være en ‘moderne’ by baseret på renæssancens og barokkens idealer om god arkitektur og byplanlægning. I 1728 var befolkningstallet mere end fordoblet, og der boede omkring 60.000 indbyggere i byen.

Befæstning og handelsby

Et af de første større projekter, som Christian IV igangsatte, var anlæggelsen af et nyt befæstningsanlæg rundt om København mod landsiden, der skulle afløse det middelalderlige voldanlæg. Mellem 1607 og 1624 blev byen afskærmet og lukket mod land af et nyt voldanlæg med byporte, som først blev nedlagt i midten af 1800-tallet, og som vi stadig kan se sporene af i dag i byens parker og grønne områder, for eksempel Ørstedsparken, Botanisk Have og Østre Anlæg samt Kastellet, som først stod færdigt efter svenskernes belejring i 1658-1659. Mod vandet var byen delvist ubeskyttet, blandt andet lå hele Slotsholmen med Københavns Slot tæt på havnen og var relativt nem at beskyde fra fjendens skibe. Løsningen var anlæggelsen af en helt ny ø på Amagersiden, som kom til at hedde Christianshavn.

I 1616 begyndte forberedelserne til det, der både skulle fungere som fuldendelsen af befæstningen rundt om byen og gøre København til Nordens store handelsby. Den nye ø skulle nemlig ikke kun have et voldanlæg og beskytte mod fjendtlig beskydning, den skulle samtidig fungere som en by i egen ret med store gårde til købmænd, som kunne modtage varer fra skibe, der lagde til ved den nye havnekaj i Strandgade. Kongen vurderede, at ingen danske ingeniører kunne klare opgaven og tegnede kontrakt med den nederlandske ingeniør Johan Sems (1572-1635), som i 1617 tegnede en plan for den nye ø og bydel inspireret af italienske renæssance-idealbyer med et regelmæssigt vejnet, en central kanal, et torv og fremskudte bastioner, hvor sidstnævnte var i tråd med tidens mest moderne ideer om forsvarsanlæg.

Det særlige ved den nye bydel var, at den i modsætning til resten af voldanlægget rundt om København skulle anlægges i havneløbet mellem Sjælland og Amager, hvilket krævede massive opfyldninger og funderingsarbejder inden kommende beboere kunne erhverve en grund og derefter bygge hus med løfte om skattefritagelse i mange år. København blev forbundet med den nye ø via Den store Amagerbro, en træbro, som på københavnersiden blev landfast med en landtange i form af en opfyldt dæmning, hvor kongen havde besluttet, at byens nye varebørs skulle bygges. Det var en prominent placering i byen, og bygningen ville være synlig på lang afstand, når man kom sejlende ned gennem Øresund – og så ville den blive nabo til den kongelige residens på Københavns Slot.

Arkitektonisk udsyn

Det var den første bygning i København, der skulle huse en varebørs. Ellers foregik handlen med varer på byens torve, hvor de handlende stillede deres boder op og solgte grøntsager, fisk, kød og andre varer. Andre steder i Europa var indendørs markedshaller begyndt at dukke op i løbet af 1500-tallet, og en sådan ville gøre det nemmere både at sælge og handle med varer – og handlen kunne foregå i tørvejr hele året.

Christian IV interesserede sig for arkitektur, og han havde derfor en del holdninger til, hvordan ‘hans’ bygninger skulle se ud. En varebørs var en ny bygningstypologi i Danmark, og derfor måtte kongen kigge til udlandet for at finde inspiration til, hvordan en sådan bygning kunne se ud og indrettes.

På en rejse til London i 1606 havde kongen set den engelske Børs, og muligvis var det herfra han hentede sin inspiration til at opføre en børsbygning. På sine rejser ud i Europa, herunder Nederlandene, stiftede Christian IV ligeledes bekendtskab med tidens renæssancearkitektur, der strømmede op gennem Europa fra Italien og optog nye former og udtryk på vejen. Især den nederlandske renæssancearkitektur med røde murstensfacader dekoreret af vandrette og lodrette sandstensbånd og -pilastre og udsmykket med sandstensfigurer samt imponerende svungne, gavle må have vakt hans begejstring, da den efterfølgende kom til at sætte spor i hans mange bygningsværker, blandt andet Børsen og Rosenborg Slot.

Det blev også uden for landets grænser, at kongen fandt den rette bygmester til at udforme den kommende bygning. I 1619 underskrev Christian IV kontrakt med Lorenz van Steenwinkel (1585-1619), der var søn af den tidligere kongelige bygmester Hans van Steenwinckel den ældre (1545-1601). Lorenz van Steenwinckel døde imidlertid kort tid efter indgåelsen af kontrakten, som blev overtaget af broren Hans van Steenwinckel den yngre (1587-1639). Han havde, i sin egenskab af bygmester og tilsynsmand over alle kongens bygninger, tegnet Børsen sammen med sin bror Lorenz van Steenwinkel – og i tæt samarbejde med kongen selv, så han kendte principper og visioner for bygningen særdeles godt, da han overtog ansvaret.

Byggeriet af Børsen

Før arbejdet med at opføre den nye børsbygning kunne gå i gang, skulle der først anlægges en dæmning, som fik bolværk på to sider. En praktisk foranstaltning, da det ville give mulighed for, at de forhåbentlig mange skibe i fremtiden kunne anløbe den kommende børsbygning fra to sider – fra henholdsvis havneløbet mod nord og en kanal mod syd.

Arbejdet på både bro og dæmning gik i gang i 1618, og i 1619 var dæmningen færdig. Den var relativt smal, og nærheden til vandet afstedkom en del problemer, da dæmningen under anlæggelsen løbende skulle tømmes for vand ved hjælp af en hestedrevet mølle og en mindre håndpumpe, der kørte i døgndrift. Efter dæmningen var anlagt, begyndte arbejdet med at skabe et fundament til den kommende børsbygning.

Grunden skulle fyldes med kampesten, og til det formål udkommanderede kongen bønder i Roskilde og Københavns amter: “[…] at lade deres Bønder og Tiernere, strax mens Føret er, hver kiøre og nedlægge 4 læs Kampesteen til den nye Børs i Kiøbenhavn, der ved den nye Bro skal opbygges.”

Hver bonde skulle således køre fire vognlæs kampesten til byggepladsen, et hårdt og slidsomt arbejde, som skabte lange køer af vogne uden for byens porte, og som må have været ekstra hårdt for de bønder, der havde jord i den vestligste del af Roskilde Amt. Arbejdet forløb ikke uden problemer, og opfyldningen gik i stå, da større mængder vand brød gennem dæmningens sider, hvorpå en større udpumpning måtte påbegyndes. I 1620 var dæmningen klar til at selve arbejdet med at opføre den lange bygning kunne gå i gang. Inden da havde bygmester Hans van Steenwinckel den yngre på vegne af kongen tegnet kontrakter med nogle af landets bedste håndværkere.

Murermester Morten Weichardt var ansvarlig for murerarbejdet, og i 1621 begyndte hans medarbejdere at lægge en sokkel af tilhugget granit. Herover opmurede de facader og gavle i røde mursten og sandsten. Stenhuggerne Hermann Rollefinck og Geert Backmann udhuggede facadernes sandstensornamenter og -figurer i samarbejde med og under ledelse af Hans van Steenwinkel, mens Joachim Perleberger og Jacob Fick stod for at hugge granit til bygningens facader. Alle sandstensfigurer og de andre dekorative elementer til facaderne var sandsynligvis færdighugget i 1623, fordi de indgik i selve konstruktionen af facaden og altså ikke ‘kun’ var dekoration, der kom til senere.

Samme år isatte glarmestrene Bertel Johansen og Claus Hansen de første ruder i bygningen, men deres arbejde var først helt færdigt i 1626. Tømrermester Vidt Kragen, med tilnavnet Mester Fit, og Just Zeug påbegyndte arbejdet med tagværket i 1622, og det blev færdiggjort af Just Zeug, som blandt andet stod for at opsnøre tag- og tømmerværk, han markerede således på tømmeret, hvor det skulle skæres, så det kunne samles til en bærende konstruktion. I 1624 begyndte skifertækker Valentin Picker at tække taget med bly. Det var på ingen måde en billig bygning at opføre, blandt andet fordi der blev hentet mange byggematerialer i såvel det danske rige som fra andre europæiske lande: nederlandske mursten til gavle og facader, sandstenblokke og fyrretræ fra Gotland, som i dag er svensk, fliser fra Øland, ligeledes svensk, og toskansk marmor til portalens søjler.

Ifølge regnskaberne blev der anvendt 1.078.570 mursten, 1.034.306 mopper, en teglsten som målte 4x10x21 cm (i modsætning til en munkesten som målte 7x13x28 cm – og en moderne mursten på 5,4x10,8x22,8 cm) og 20.326 kridtsten. Hertil kom ølandsfliser, kalk i meget store mængder, jern kvinder på dette tidspunkt. En opgørelse fra 1630 viste, at kongen skyldte sin mor 900.000 rigsdaler ud af en samlet gæld på 1.100.000 rigsdaler.

Børsen står færdig

I 1623 stod Børsen færdig. Det var en lang smal bygning i to etager, 128 meter lang og 21 meter bred, med 41 fag og 39 dør- og vinduesåbninger på hver etage på facaderne mod nord og syd. Bygningen stod på en sokkel af tilhugget granit og herover facader af røde mursten med en fuge af kalkmørtel.

Taget var anderledes end i dag, da det havde en helvalm i begge ender. Facadernes mange fag var adskilt fra hinanden af sandstensdekorationer i form af sålbænksgesimser, en let profileret hovedgesims og store, dekorative sandstensbånd under hovedgesimsen og på første sal var der en sålbænksgesims.

Det brede, dekorative sandstensbånd havde markerede fordakninger over vinduerne, mens sandstensbåndet under vinduerne havde svungne konsoller. I hver etage var der to gennemgående, horisontale sandstensbånd, som i stueetagen løb i højde med de firerammede vinduers tværpost og under deres trekantfordakning, mens de på første sal skar de seksrammede vinduer i hver af de to tværposte. Mellem hvert fag på facaderne var der pilastre udhugget i sandsten enten i form af hermer, en firkantet stensøjle, ofte med hovedet af guden Hermes, eller karyatider, som er en kvindefigur.

Alle hermer og karyatider var oprindeligt forskellige, og figurernes ansigtsudtryk spændte fra glade over sørgmodige til eftertænksomme. De havde eksotiske og fremmedartede klædedragter på, der kunne give associationer til fremmede lande og byer. Gennem århundreder har kunsthistorikere diskuteret, hvilken symbolsk betydning brugen af disse udsmykninger havde.

Nogle har foreslået, at hermerne var en del af renæssancens okkulte hermetiske symbolik, eller at hermerne skulle knytte bygningen til den antikke gud Hermes (eller Merkur), som var købmændenes, de handlendes og tyvenes gud, men der er ikke overleveret kildemateriale, der entydigt kan forklare valget. Alle vinduerne var indrammet af sandsten, og hvert vindue var opdelt i seks ruder, adskilt med sprosser, ligeledes i sandsten. Oprindeligt var der glas i de fire øverste i vinduer på første sal med kantede, klare blyindfattede ruder. De fire øverste kunne ikke lukkes op, men det kunne de to nederste, som havde træskodder. I stueetagen var der to slags vinduer; henholdsvis skiftevis et med fire ruder og et med to ruder, der sad over en dør. Vinduerne havde ikke glasruder, men skodder af træ.

I det indre bestod bygningen af to etager og en tagetage med loft, som har været brugt som kornloft. Stueetagen var opdelt på langs af en midterskillevæg af mursten, og der var 40 boder, fordelt med 20 på hver side af skillevæggen. Rumhøjden i stueetagens boder var cirka en meter højere end i dag, så der var plads til at bygge en lille hems i hver bod, som kunne bruges til oplagring af varer, hvis lejeren havde brug for det. Alle boder havde deres egen åbning mod gaden med en trædør, så det var muligt til at losse og opmagasinere varer direkte fra kajen ind i boden.

De murede skillevægge mellem de enkelte boder var ganske overraskende ikke placeret i de murede fag, men derimod midt i vinduespartiernes lodposter af sandsten, og hver bod fik således dagslys fra to halve vinduesåbninger til hver side af skillevæggen. Det har formodentligt givet et godt dagslysindfald, fordi der er faldet strejflys ind på tværskillevæggene, når lemmene stod åbne. Boderne på hver side af midterskillevæggen var i forbindelse med hinanden, så man kunne leje et eller to rum i forlængelse af hinanden. På første sal var bygningen indrettet noget anderledes. Her var en børshal, som bestod af ét stort højloftet rum med synlige bjælker og faste boder. Derudover var der mindre boder langs facaderne ved vinduerne, hvor de handlende selv måtte opsætte en bod. Der var desuden fire kontorer, et i hvert hjørne, som blev anvendt af skrivere. På denne etage var handlen af en anden karakter end i stueetagen med primært detailhandel med lettere og finere forarbejdede varer. En rampe ud for den vestlige gavl gjorde det muligt at køre hestevogne med varer direkte op til børshallen på første sal, og den var helt nødvendig, for der ingen indvendige trapper mellem stueetage og førstesal.

Der var forbindelse mellem førstesal og tagetagen via en trappe, som lå til venstre for indgangen i vestgavlen. Det indre af Børsbygningen har fremstået relativt råt med kalkede vægge, og gulve i både stueetage og på første sal, som først blev dækket med halm og ler og derefter belagt med mursten med undtagelse af de fire hjørnekontorer på første sal, hvor gulvet var belagt med de noget finere ølandsfliser.

Udsmykning og tilføjelser

Børsbygningen så noget anderledes ud i 1623, end den bygning vi kender i dag. Der var ingen gavlkviste i tagfladen eller udsmykkede endegavle og ej heller et tårn med spir. Christian IV var da heller ikke tilfreds med bygningens enkle og stringente udseende. Han ønskede et lidt mere ‘kongeligt’ udseende, som var passende til en bygning, der skulle fungere som et internationalt handelshus. Den lange, smalle bygning lignede nok mere et pyntet pakhus end en varebørs af internationalt tilsnit. Løsningen blev at tilføre gavlkviste, og umiddelbart efter færdiggørelsen i 1623 påbegyndte håndværkerne arbejdet med at opbygge kviste. Halvvejs gennem 1624 havde den ansvarlige håndværker Vidt Kragen opsat en større gavlkvist på tre fag midt på den nordvendte tagflade, på hver side blev der tilføjet fire mindre et-fags kviste, og herimellem var der ti mindre kviste og 37 tagkviste. Rygningerne på gavlene nåede samme højde, som den store tagflades rygning.

Alle gavlkviste blev udstyret med såkaldte vælske, svungne gavlfelter samt volutter, beslagværk og vaser i sandsten. På den sydlige tagflade var der muligvis en kvist af træ i de midterste fag og derudover et mindre antal tagvinduer. På dette tidspunkt var der ingen direkte naboer til børsbygningen mod syd, og der var således ingen grund til at udstyre en mindre set facade med dyre gavlkviste af sten.

Heller ikke endegavlene havde det udtryk, der præger bygningen i dag. Det skulle dog også hurtigt ændre sig, for kongen var ikke tilfreds med det han så, og han beordrede, at en vestgavl skulle opføres i renæssancestil efter nederlandsk forbillede med svungne gavle og rigt udsmykkede sandstensornamenter – en vælsk gavl. Østgavlen kom først til i 1640, og fik et stort set identisk udtryk, dog med den forskel, at der ikke blev lavet en tilsvarende rampe som ved den vestlige gavl, men derimod en dobbelttrappe, som fra 1695 ledte fra gavlen op til første sal. Begge endegavle er på syv fag, og ligesom resten af bygningen består de af murede facader af mursten med vandrette og lodrette inddelinger af sandsten. Indfatninger omkring vinduerne, og indgangsportalen blev ligeledes udført af sandsten.

Mod Christianshavn er portalen i tre stokværk, og i hver side er der dobbelte pilastre i stueetagen og dobbelte søjler med en konkav niche imellem på første sal, mens tredje stokværk har en søjle i hver side og en stor mindetavle imellem samt en buet fordakning med Christian den IV’s monogram ovenover. Portalen er udsmykket med beslagværk, guirlander, volutter, vaser, obelisker og et løvehoved i slutstenen på første sals rundbuede portal. Øverst prydes gavlen af en mandshøj skulptur.

I de midterste fag på hver side af portalen er i stueetagen et seksrammet vindue med trekantfordakning og på første sal et ni-rammet vindue. Mod Christiansborg er gavlen udformet på samme måde bortset fra, at der på grund af børsrampen kun er portal fra første sal og op. Her har portalen søjler i rød og grøn marmor importeret fra Toscana i Italien. Børsbygningens endegavle har i tredje stokværk sandstensplatter, og hvor de mod Christiansborg har indskriften “ANNO” og “1624”, har de mod Christianshavn “ANNO” og “1640”, fordi østgavlen først stod færdig i 1640.

I fjerde og femte stokværk er der blanke stentavler, og gavlene har sandstensguirlander. I takt med at der blev arbejdet på den vestlige endegavl tog rampen op til indgangen på første sal form. Ved vestgavlens portal var der en repos over en muret hvælving, og det var op til denne repos man lagde rampen.

Det har været diskuteret, hvorvidt den oprindelige rampe så anderledes ud, men ifølge nogle kilder havde rampen allerede i 1624 det monumentale udtryk, den har i dag med svungne arme og stensætning.

Tårn og spir

Børsbygningen i to etager er forholdsvis lav, og på trods af at København og havnen har set markant anderledes ud i 1620’erne med langt færre og lavere bygninger langs havneløbet end i dag, har det stadig været svært at se bygningen på lang afstand, når man kom sejlende ind i havneløbet.

Det var nødvendigt med endnu en tilføjelse, som ville gøre bygningen mere synlig. Kongen bad derfor sin fyrværkerimester, den nordtyske Ludvig Heideritter, om at udforme et tårn med et spir, så det blev tydeligt, at her lå byens nye børsbygning. Fyrværkerimesteren var kendt for sin evne til at udforme eksotiske dyr og fabeldyr, som han anvendte i sit fyrværkeri. De mange sære former og figurer fyldte han med krudt og fyrede af. Hans evner og fantasi kunne imidlertid også bruges til en bygning, og Børsens spir kom til at bære præg af hans evner og fantasi. Heideritter udformede fire fabeldyr med sammenvævede haler, der snor sig om hinanden i en opadgående bevægelse.

Gennem århundrederne har der været mange diskussioner om, hvorvidt der er tale om drager, lindorme, et mytisk væsen, der ifølge nordisk mytologi beskytter mod udefrakommende fjender, salamandre eller noget helt fjerde. Uanset hvilke dyr, der er tale om, så stod det 56 meter høje tårn med spir færdigt i 1625, og ligesom resten af tagfladen var det beklædt med bly. På toppen af tårnet blev der sat et forgyldt flagspir med tre kroner, tre knapper og en ‘fløj’ – en lille vimpel eller et flag. Byggeteknisk var det ikke uden problemer at tilføre et tårn med spir, fordi bygningen allerede stod færdig. Det var derfor ikke muligt at fundere tårnet fra grunden, som man nok ellers ville have gjort.

I stedet måtte man skære spærene midt på taget over, så tårnet kunne placeres i de midterste fag, ovenpå loftetagens bjælkelag. For at sikre tårnets stabilitet og for at sikre, at bjælkelaget kunne holde til vægten af det, var det nødvendigt at konstruere et såkaldt hængeværk, og tårnet blev altså ophængt i selve tagkonstruktionen, i stedet for at hvile på en solid fundering. Tømrermester Vidt Kragen var ansvarlig for hængeværket, som blev kaldt “Corpussen under Spiret”. Seks år efter de første arbejder på fundamentet begyndte, stod bygningen således færdig.