Figurer og dekorationer i sandsten

Sandsten

Børsen er udsmykket med 486 forskellige sandstensfigurer – hermer og karyatider, maskefigurer og fordakningshoveder.  Omfattende restaureringsprojekt er i fuld gang.

Børsen er rigt udsmykket med i alt 486 sandstensfigurer – hermer og karyatider, maskefigurer og fordakningshoveder. Ingen af figurerne er ens. Nogle smiler, andre ser vrede eller eftertænksomme ud, og flere er udformet med eksotiske dragter eller pudsige detaljer som puder på hovedet, der skulle lette vægten af bygningens gesimser.

Nutidens kunsthistorikere har diskuteret symbolikken bag udsmykningen. Hermerne kan have relation til renæssancens hermetiske symbolik eller til guden Hermes (Merkur), som var købmændenes beskytter. Uanset tolkning vidner udsmykningen om, at datidens håndværkere havde stor kunstnerisk frihed.

Foto: Aftryk af en sandstensfigur på Børsen, der skal genhugges.

Mange af figurerne er siden blevet udskiftet eller nyfortolket i forskellige stilarter. Det giver et ujævnt udtryk, der adskiller sig fra det samlede renæssancepræg, Christian IV oprindeligt ønskede. I dag tæller facaden 204 hermer og karyatider, 120 masker og 162 fordakningshoveder.

En forundersøgelse fra 2015 viste, at mange af figurerne er nedbrudt af saltskader, som skyldes en tæt skalmur fra 1800-tallet. ”Udskiftninger, reparationer og rekonstruktioner af forvitrede bygningsdele […] vil give bygningen en mere jævn fugtdiffusion,” vurderer Leif Hansen Arkitekter, der har fulgt arbejdet med restaureringen.

Den igangværende renovering af Børsen, som begyndte i 2022, omfatter derfor en omfattende udskiftning af skalmuren samt restaurering af sandstensfigurerne. Raadvad Stenhuggeri står for en stor del af arbejdet. Her tilpasses hver enkelt sten manuelt, da ingen dekorationer er ens. 

Restaureringen af sandstensudsmykningen skal bringe Børsens facader tættere på deres oprindelige udtryk fra 1624 – og samtidig sikre, at de mange unikke figurer kan bevares for fremtiden.